Lille spejl på væggen der...

Har du nogensinde brugt unødigt meget energi på at irritere dig over en bestemt person? En kollega, der altid skal have ret. En ven, der virker for selvoptaget. En chef, der er for kontrollerende. Du kan næsten mærke det i kroppen, når du tænker på det. Og det underlige er, at nogle mennesker slet ikke reagerer på det samme, som du gør. De ryster bare på hovedet og går videre.

Det er der en grund til. Det, der virkelig provokerer os hos andre, handler sjældnere om dem, end vi tror. Oftest handler det om os selv.

Det du ser hos andre, er tit dig selv

Inden for psykologien kaldes det projektion. Kort sagt: de sider af os selv, vi ikke har lyst til at kigge på, anerkende eller udleve, forsvinder ikke bare, fordi vi skubber dem væk. De bliver i stedet projiceret ud på andre. Vi ser dem hos vores chef, vores veninde, vores nabo, og vi bliver oprigtigt irriterede, provokerede eller kritiske. Uden at vide det, kigger vi ofte ind i et spejl og tror, vi kigger ud af et vindue.

Det gælder ikke kun de negative sider. Nogle gange projicerer vi også det, vi beundrer, men ikke tør give os selv lov til at være. Måske irriterer det dig, at en kollega altid tager plads i mødet og siger sin mening højt, fordi en del af dig gerne ville turde det samme, men holder sig selv tilbage.

Pointen er ikke, at andre mennesker aldrig gør noget forkert, eller at al din irritation er ren projektion. Nogle gange er en grænse bare en grænse. Men når reaktionen er stærkere, end situationen egentlig kalder på, er det ofte et tegn på, at der er noget i dig selv, der er blevet rørt ved.

En lille projektionsøvelse

Prøv selv. Tænk på en person, du kender godt. Det kan være din chef, en kollega, en ven eller veninde, et familiemedlem, eller en helt anden, du har en holdning til.

Skriv fem ting ned om denne person. Det må gerne være både positivt og negativt, helt uden filter. Det kan være noget i stil med: "han er altid glad", "han er pessimist", "hun er for dominerende", "hun er meget generøs".

Tag herefter ét ord ad gangen, og vend det ind mod dig selv. Spørg dig selv ærligt: hvordan har jeg det med det her ord? Kan jeg vedkende mig det, eller vil jeg slet ikke kendes ved det? Prøv at finde konkrete situationer eller sammenhænge, hvor du faktisk godt kan genkende lidt af den samme side i dig selv, selv i det små.

Når du finder den, er opgaven ikke at dømme dig selv for det. Opgaven er at øve dig i at integrere siden lidt mere og lade den være en anerkendt del af dig, i stedet for noget du bruger energi på at holde nede eller projicere videre på andre.

En lille sjov ekstra ting

Hvis du en dag laver øvelsen med nogen, der påstår, de aldrig kan finde noget negativt at sige om andre, så prøv at nævne ét navn og se, hvad der sker: Trump 😉

Det er ment som et lille grin, men der ligger også en pointe i det. Jo mere universelt "negativt ladet" en person er i manges øjne, jo lettere er det pludselig at finde ordene. Det siger noget om, hvor meget lettere det er at pege ud ad, end at pege ind ad.

Den rigtige øvelse begynder først, når du vender det samme spejl mod dig selv, og det gælder mennesker, du kender langt bedre end en person i nyhederne.

Spejlet virker begge veje

Næste gang nogen for alvor får dig op i det røde felt, så prøv at holde igen med bare at dømme dem. Spørg i stedet dig selv: hvad er det egentlig, jeg genkender her? Det er sjældent en behagelig øvelse, men den er ærlig. Og med tiden bliver det lettere at rumme flere sider af dig selv, i stedet for at bruge kræfter på at kæmpe imod dem, hver gang du møder dem i andre.