Blog

Nogle dage er det let at få øje på det gode. Andre dage fylder det, der er svært, så meget, at det næsten skygger for alt andet. Jeg har i flere år skrevet tre ting ned hver dag, som jeg er taknemmelig for. Ikke fordi alle mine dage er gode, eller fordi jeg synes, man skal være glad hele tiden. Men fordi øvelsen hjælper mig med at lægge mærke til noget, jeg ellers nemt ville overse. Det kan være en god samtale. En stund med ro. At nogen fik mig til at grine. Eller noget, jeg

Der er noget rart ved det velkendte. Vi kender rutinerne og ved nogenlunde, hvad vi kan forvente. Den tryghed har vi også brug for. Men indimellem kan det, vi længes efter, ligge på den anden side af noget, vi ikke helt tør endnu. Det behøver ikke være et kæmpe spring. Nogle gange begynder det med at sige ja til noget, vi normalt ville sige nej til. Når jeg prøver noget nyt Denne sommer har jeg haft lyst til at udfordre mig selv lidt mere. Jeg har været nervøs flere gange und

Sidste dag på ferien. Du ligger måske stadig med sand mellem tæerne eller kaffekoppen i hånden på terrassen, og alt føles roligt. Du har sovet længe, du har lavet præcis det, du havde lyst til, når du havde lyst til det, og du har været til stede på en måde, du sjældent er i hverdagen. Og så, næsten fra den ene dag til den anden, brister boblen. Vækkeuret ringer. Indbakken er fuld. Kalenderen er tilbage. Og det rammer som et chok. Du kender det sikkert godt: den der tunge føl

Du kender fornemmelsen. I bor sammen, I har kalenderen fuld af aftaler, og udadtil ser alt fint ud. Men et sted inde i jer selv sidder der en lille uro. En følelse af, at I er blevet gode kolleger i et fælles projekt, mere end elskere i et parforhold. I taler om børnenes fodboldtræning, hvem der skal handle ind, og om opvaskemaskinen skal tømmes nu eller senere. Men hvornår talte I sidst om jer? Hvis det lyder bekendt, er du langt fra alene. De fleste parforhold knaser på et

Har du nogensinde brugt unødigt meget energi på at irritere dig over en bestemt person? En kollega, der altid skal have ret. En ven, der virker for selvoptaget. En chef, der er for kontrollerende. Du kan næsten mærke det i kroppen, når du tænker på det. Og det underlige er, at nogle mennesker slet ikke reagerer på det samme, som du gør. De ryster bare på hovedet og går videre. Det er der en grund til. Det, der virkelig provokerer os hos andre, handler sjældnere om dem, end vi